Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Musikstjernernes fotograf

Musikstjernernes fotograf Morten Rygaard fotograferer et væld af danske og udenlandske musikere, han har skudt sig til en vifte af priser, og han underviser andre fotografer. Men faktisk er han selvlært og har aldrig lagt en plan for sin forretning.
Journalist Nils-Ole Heggland
Torsdag 09. februar 2023
Morten Rygaard fotograferer et væld af danske og udenlandske musikere, han har skudt sig til en vifte af priser, og han underviser andre fotografer. Men faktisk er han selvlært og har aldrig lagt en plan for sin forretning.  

”Både min far og bedstefar fotograferede, og jeg elskede at gå rundt på eventyr med dem og bagefter se billederne blive fremkaldt. Jeg begyndte selv at fotografere, og min far guidede mig hele tiden, bl.a. ved at vise mig et billede og spørge, hvordan vil jeg have taget det, så det var blevet bedre eller anderledes, måske med en anden vinkel eller belysning.”

Sådan fortæller Morten Rygaard, som i dag underviser andre fotografer og gennem et kvart århundrede har fotograferet en lang række såvel hjemlige som internationale musikstjerner.

Morten Rygaard understreger, at han faktisk er selvlært eller autodidakt fotograf. Hans professionelle karriere begyndte i Aarhus; her var han flyttet til fra hjemegnen på Nordfalster for at læse til lærer, og i 1994 – som 25-årig – fik han sidste eksamen i hus.

”Jeg havde de store klasser i dansk, idræt, historie og billedkunst, og ved siden af underviste jeg i foto på ungdomsskolen. Jeg var også begyndt at få fotoopgaver, og efterhånden tog det til, så jeg ikke havde tid til at være lærer.”

sort-sol-foto-morten-rygaard.jpg

Stjerner på stribe
Ved årtusindskiftet kastede Morten Rygaard sig derfor ud i tilværelsen som selvstændig fotograf på fuld tid, og musikbranchen fyldte allerede dengang godt op i ordrebogen.

”Jeg har altid elsket musik, og jeg har altid fotograferet musik. Jeg var ung i 1980’erne, så jeg fik kontakt med nogle af de bands, som var på vej op dengang, og nogle af dem har holdt fast i at bruge mig, da de blev store navne. Det er jeg meget glad for, og i dag står musikbranchen for en stor del af min omsætning,” fortæller han.

Morten Rygaard har fotograferet hjemlige musikere som DAD, Dizzy Mizz Lizzy, Jada, Kashmir, Kim Larsen, The Minds of 99, Oh Land, Savage Rose, Sort Sol og TV2. Blandt udenlandske navne, der har været mål for hans linser, er Justin Bieber, Snoop Dogg, Billie Eilish, Lady Gaga, Lana Del Rey og de tyske kraftværksmusikere i Rammstein. Uden for musiksfæren er tidligere præsidentfrue Michelle Obama blandt dem, han har portrætteret.

”Visuel identitet er enormt vigtig for musikere. De skal hele tiden bruge nye billeder, fx fra deres koncerter, til PR og sociale medier, til plakater og til pladecovers,” forklarer Morten Rygaard, der er fast fotograf for Royal Arena i Ørestad.

Desuden har han løbende opgaver både herhjemme og i udlandet for en stribe pladeselskaber, deriblandt tre af de største i verden: Sony Music, Universal Music Group og Warner Brothers.

Morten Rygaard er også tilknyttet den del af Sony-koncernen, som udvikler og producerer kameraer. Her er han såkaldt ambassadør og afholder indimellem kurser, workshops og foredrag for Sony, ligesom han holder foredrag for blandt andre Creative Club og dff/Dansk Fotografisk Forening under GRAKOM.

Gennem årene har han fået topplaceringer ved en stribe internationale fotografpriser, fx International Photography Awards (IPA), Prix de la Photographie Paris og Tokyo International Photo Awards.

Leg med kameraet
Ud over indtægter fra musikbranchen og lidt fra undervisning, henter Morten Rygaard indtjening fra virksomheder som Lego, Red Bull og flere bilfabrikanter. Opgaverne hér omfatter portrætter, reklamefilm samt fotos til reklamekampagner og ved produktlanceringer og events.

”Det skal være sjovt at være ude på opgave – jeg leger med kameraet, og jeg ønsker kun at levere det allerbedste til kunden, uanset om jeg tager billeder af musik eller noget helt andet. Der skal helst være lidt kilden i maven, og jeg vil gerne udføre alle opgaver lidt bedre, end kunden forventer. Derfor tager jeg kun billeder inden for områder, der interesserer mig, og ikke fx af landskaber. Inspiration henter jeg især fra film og kunstværker, både nye og gamle,” siger Morten Rygaard.

Via mund-til-mund blandt hans kunder er der masser at lave.

”Forretningsudvikling har jeg overhovedet ikke brugt tid på, men det burde jeg måske nok gøre. Jeg har bare alt for travlt; mine kunder anbefaler mig til andre, og jeg må også sige nej til job, når de tidsmæssigt falder oven i hinanden.”

Selv om han indimellem må takke nej til opgaver, bliver det hvert år til over 100.000 km på landevejene, og så har Morten Ryborg faktisk lagt en lille plan for sin fotografforretning: Han er allerede meget aktiv på Facebook, Instagram og Pinterest, men har sat som mål, at han – for at styrke markedsføringen – i løbet af 2023 vil opbygge en flot hjemmeside, der skal i luften fra 1. januar 2024.

Artiklen blev første gang bragt i GRAKOMs blad: Kommunikationsindustrien nr. 4/22.

kim-larsen-photo-morten-rygaard-800.jpg
Læs også
Årsagen er, at de engelske konkurrencemyndigheder vil sikre sig, at et alternativ ikke forværrer konkurrencen på markedet.
GRAKOM hilser kulturministerens initiativ velkommen og opfordrer til, at han også indtænker bogtrykkerbranchens vilkår og perspektiver, når han vil give forfattere og forlag bedre muligheder som følge af e-bøgernes indtog.