Unfair konkurrence fra det offentlige må stoppe

Offentlig indblanding i produktionen er som udgangspunkt ikke ønskværdig, da det fører til et ineffektivt forbrug af ressourcer og lavere velstand. Kun i tilfælde af markedsfejl, eksternaliteter eller fordelingshensyn kan man begrunde, at det offentlige indtræder i et marked. Fx vil det være gavnligt med statslig indblanding i forbindelse med monopolmagt på et marked.

Der findes utallige eksempler på, at det offentlige er begyndt at levere ydelser og produkter på velfungerende, kommercielle markeder. I visse tilfælde dumper det offentlige sågar prisen og udkonkurrerer de private aktører med penge, der ellers kunne være brugt på fx borgernær velfærd eller skatte- og afgiftslettelser.

Kommuner konkurrerer med private virksomheder

Et eksempel på dette problem er, når kommuner med skattemidler i ryggen opretter grafiske værksteder med bl.a. digitale trykmaskiner. Disse værksteder tilbyder grafiske ydelser til borgerne og går dermed i direkte konkurrence med private virksomheder.

Det er et enormt paradoks, når virksomhederne de facto medfinansierer konkurrencen, de er udsat for, med deres egne skattekroner.

Kommunale værksteder skal ikke leve op til samme krav om, at produktionen skal løbe rundt økonomisk. Samtidig er de ikke pålagt samme udgifter som de private virksomheder.  Et eksempel på dette er, at kommunale tilbud etableres i kommunalt ejede lokaler og derfor typisk får stillet lokalerne til rådighed gratis, så de ikke skal betale husleje. Derfor kan de sænke prisen på ydelsen markant. Til langt under markedspris. Der findes eksempler på denne konkurrenceforvridning i bl.a. Odense, Slagelse og Århus.

I Grakom finder vi det utilstedeligt, at private virksomheder skal konkurrere med offentlig produktion. Kommunerne bør slet ikke være aktører på markedet for grafiske produkter.


Grakom anbefaler:

  • At man fra politisk side udfaser offentlige aktørers konkurrenceforvridende tilstedeværelse på det private marked for grafiske produkter.