Blankbåndsafgiften skal ændres

Blankbåndsafgiften er en anakronistisk afgift, som rammer medier, der ikke længere bruges til privatkopiering. Derfor bør man flytte vederlaget over på de medier, hvorfra privatkopieringen foretages.

  • Afgiften rammer skævt. Således beskatter man medier, der ikke længere bruges til at kopiere, mens medier hvorfra der kopieres går fri

  • Provenuet fra vederlaget er støt faldende, mens administrationen er konstant. Det udhuler kompensationen til kunstnerne

  • En ny ordning bør lægge afgift på de medier, hvorfra kopieringen foretages

 

Dårlige konkurrencevilkår i forhold til udlandet

De høje afgifter i Danmark medfører et betydeligt konkurrencetab i forhold til udlandet.

I Sverige er afgiften per CD på omkring en halv krone, mens England ingen afgift har. I Danmark er afgiften per CD 2,47 kr., mens afgiften per USB-stik er på 5,59 kr. Det betyder, at der er et meget stort incitament til at købe udenlandske produkter uden at registrere dette køb ved Copydan.

Ved den seneste danske afgiftsnedsættelse viste det sig da også, at andelen af udenlandsk købte blanke medier steg markant på trods af faldende danske afgifter.

En række virksomheder oplever desuden yderligere skævvridning af konkurrencesituationen som følge af blankmedieordningen, da en række udenlandske virksomheder omgår ordningen. Det giver dem en konkurrencefordel, fordi salgspriserne vil være lavere i de udenlandske virksomheder, hvis disse ikke betaler blankbåndsafgift.


Indbyggede medier bør pålægges afgift i stedet

Den teknologiske udvikling har gjort, at privatkopiering i stigende grad foretages på - og fra - de såkaldte indbyggede medier, såsom computere, smartphones og tablets. Mens privatkopieringen på løse medier som CD’er, DVD’er og USB-stik er blevet minimeret.

Det betyder, at der i dag kopieres fra medier, som ikke er pålagt afgift, mens medier pålagt afgift ikke i nævneværdig grad bruges til kopiering. Derfor er det nødvendigt at ændre tankegangen bag ordningen, så man fremadrettet lægger afgift på de medier, hvorfra kopieringen foretages.

Ved at flytte afgiften fra løse medier over på indbyggede medier, opnår man en mere efficient opkrævning. Dels vil skattebasen blive bredere, hvorved opkrævningen af provenuet vil blive mindre forvridende. Dels får man beskattet al kopiering. For sagen er, at man ikke kan foretage en kopiering alene med et USB-stik eller en CD. Det kræver, at man samtidig har et indbygget medie, som fx en computer, før man kan foretage kopieringen. Ved at pålægge indbyggede medier afgiften pålægger man al kopiering afgift. Det er derfor også vigtigt, at man friholder løse medier fra afgiften, da de ellers vil blive dobbeltbeskattet - den direkte beskatning af selve enheden, og den indirekte beskatning ved at det indbyggede medie, der skal bruges til kopiering, også beskattes.

Samtidig løser man også et andet problem. I takt med den teknologiske udvikling er det nemlig blevet mere og mere udbredt at bruge cloudbaserede tjenester, disse er dog ikke lette til at pålægge afgift. Men ligesom med de løse medier kan man ikke foretage kopiering udelukkende ved hjælp af cloudteknologien, det kræver også brug af et indbygget medie. Ved at lægge vederlag på de indbyggede medier får man derfor indirekte pålagt afgift på cloudteknologien. I den forbindelse er det vigtigt, at man ikke samtidig har afgift på løse medier, da der så vil ske en skævvridning mellem cloudtjenester uden afgift og løse medier med afgift.