Vækstløfterne drypper ikke på os

60 procent af Grakoms medlemmer tror ikke på, at regeringens vækstplaner kommer til at smitte af på deres bundlinje. En økonomisk ekspert forstår godt deres skepsis.

Virksomhederne i Grakoms brancher har ikke meget tiltro til, at regeringens vækstplaner vil fylde ordrebøgerne op. I en spørgeskemaundersøgelse blandt Grakoms medlemmer har 71 virksomheder svaret på, hvad de forventer af vækstpolitikken, og hvad der generelt forhindrer dem i at skabe mere vækst. Her peger flertallet på faldende efterspørgsel – men også den stigende digitalisering tager brødet ud af munden på branchen.

»Jeg synes, der er en meget ukritisk holdning til hele digitaliseringen. Det digitale får en væsentlig præference, og det ærgrer mig,« siger bogtrykker og medlem af Grakoms bestyrelse, Allan Werk, som har svaret på Grakoms medlemsundersøgelse.

»Den store favorisering af det digitale undrer mig faktisk. Når man eksempelvis ved fra flere undersøgelser, at børn lærer bedre gennem bøger end gennem skærme, hvorfor vil man så gøre alt digitalt?«

Allan Werk siger, at politikerne burde sørge for at rydde mere op i administrative byrder, men generelt har han ikke den store tiltro til, at vækstpolitikken vil smitte af på hans forretning. Det samme svarer 60 procent af de adspurgte i Grakoms spørgeskemaundersøgelse.

Økonom: Pessimismen er begrundet
Cheføkonom i tænketanken Kraka, Jens Hauch, forstår godt, at Grakoms medlemsvirksomheder har svært ved at tro på, at der kommer en håndsrækning fra regeringen:

»Det har de jo nok ret i. Den grafiske branche er presset, og derfor kan man godt spørge, hvad man får ud af regeringens politik. Men omvendt så er det også klart, at hvis der ikke er samme efterspørgsel, så skal produktionen jo også gå ned. Så bliver man nødt til at omstille sin virksomhed og sit produkt, det er samfundsøkonomisk logik.«

Han advarer mod, at regeringen giver specifikke håndsrækninger til udvalgte brancher.

»Jeg er lidt skeptisk over for de her vækstteams, som regeringen nedsætter. Hvorfor er der nu behov for et særligt vækstteam, der skal gøre noget godt for de digitale virksomheder? Der er mange andre virksomheder, der gør det godt, og som ender med ikke at trives, fordi man har satset på nogle andre brancher.«

Generelt peger Jens Hauch på, at erhvervsminister Brian Mikkelsen skal gøre det billigere at drive virksomhed i Danmark, hvis han vil gøre noget godt for væksten:

»Det bud, man har i 2025-planen, nemlig en ace-skat, er et rigtig godt bud. Det er et fradrag for normalforrentning af egenkapital. I praksis betyder det en marginal selskabsskat på nul for mange virksomheder. Så det vil jeg håbe, den nye regering adopterer.«

Allan Werk glæder sig til gengæld over at høre, at erhvervsministeren vil kigge på postloven:

»Det ville betyde meget. For os er det et stort problem, at vi er nødt til at bruge PostNord til forsendelser på under 250 gram. Jeg synes, de er for dyre, og at de ikke leverer til tiden, og det får desværre flere af mine kunder til at gå over til digitale udgivelser.«

Se alle besvarelserne her