Start up-virksomheder kan nu få gratis medlemskab hos GRAKOM

Nystartede virksomheder kan gratis blive medlem af GRAKOM i et år. På den måde kan de prøve organisationen og alle fordelene, mens pengene er små.

Det kan være svært for nystartede virksomheder at prioritere økonomiske ressourcer til et medlemskab af en erhvervsorganisation. Derfor tilbyder GRAKOM nu, at virksomheder, der er under to år gamle, kan få et års gratis medlemskab af GRAKOM og afhængig af branche af en af brancheforeningerne: FESPA Denmark, Danish Promotion Association eller Creative Club.

”Nystartede virksomheder kan meget hurtigt komme i en situation, hvor de får brug for rådgivning, ikke mindst, når de skal ansætte medarbejdere. For at bistå dem med dette, og lette byrden økonomisk samt introducere dem for GRAKOM tilbyder vi et medlemskab på prøve af et års varighed,” siger adm. direktør i GRAKOM, Thomas Torp.

Start ups får mulighed for at benytte sig af den samme juridiske rådgivning som betalende medlemmer. Det kan være rådgivning omkring markedsføring, nyansættelser og barsel samt løn- og personalestatistik.

GRAKOM har udover en juridisk afdeling også en miljøafdeling, hvor miljøkonsulenter rådgiver om miljøspørgsmål i forhold til produkter, arbejdspladser, miljømærker, certificeringer etc.

Desuden sendes der ugentlig flere nyhedsbreve ud inden for forskellige segmenter af GRAKOM, som både giver inspiration og viden om de enkelte markeder.

Læs mere om gratis medlemskab