Spændende kurser til grafisk teknikere

 

HK’s Grafisk Tekniker Netværk har i samarbejde med konsulentvirksomheden Medit Consult brugt vinteren på at kortlægge efteruddannelser af særlig relevans for virksomheder, der beskæftiger medarbejdere, der arbejder inden for storformatprint og digitalprint.

Kortlægningen har ført til et inspirationskursuskatalog, som HK har store forventninger til.
Kursuskataloget er både for medarbejdere i den traditionelle del af den grafiske branche, ligesom det henvender sig til medarbejdere, der er omfattet eller kunne blive omfattet af digitalprint- og serigrafioverenskomsten i den nye del af branchen.

»Det er vigtigt, at vi har noget relevant til medlemmerne og de kommende medlemmer for den del af branchen. Fespa Digital 2016 er et godt udtryk for, at den traditionelle grafiske industri fortsætter med at ændre sig. Den har forårsaget en delvis omvæltning i arbejdsstyrken og teknologien,« udtaler Kim Jung Olsen.

Grakoms uddannelsespolitiske chef Anders Mosumgaard bemærker, at relevante kurser til efteruddannelse og kompetenceudvikling er med til at sikre, at medarbejdernes kompetencer svarer til de behov, virksomhederne har. Kataloget giver et grundigt gennemarbejdet overblik over en lang række relevante kurser bl.a. inden for digitalprint, produktionsoptimering og fejlfinding.

Selve inspirationskataloget kan ses via dette link