Branchebombe: Outsource dk trodser traditionerne og lægger sine priser frit frem

Priskortene holdes tæt til kroppen i reklamebranchen, men nu går det digitale bureau Outsource dk nye veje med synlige, faste priser på hjemmesiden. Kunderne skal vide, hvad de betaler for.

En regulær konkurrencebombe har ramt reklamebranchen. Det digitale bureau Outsource dk har nemlig meddelt, at de har lagt alle priser frem på deres hjemmeside. Bureauet har specialiseret sig i Adwords, SEO, webdesign og webshop samt Facebook, og fremover vil deres kunder kunne læse, hvad de nøjagtig kan forvente at få for prisen indenfor alle fire områder.

"Vi er trætte af at høre negative branchehistorier om virksomheder, der må betale i dyre domme, bare fordi de har et større marketingsbudget. Eller mindre organisationer, der er kommet til at forkøbe sig og i virkeligheden ikke ved, hvad de præcist kan forvente at få for deres penge udover en stor faktura en gang om året. Det skal være slut, så nu lægger vi alle priser og produktbeskrivelser frem på vores web," siger Michael Madsen, der er stifter af og direktør i Outsource dk.

Forventer massiv vækst

Outsource dk tæller 25 ansatte og har hyret 10 nye medarbejdere alene det seneste års tid. Med lanceringen af det nye fastpris-koncept, forventer direktør Michael Madsen, at væksten fortsætter med mindst 50 nye kunder om måneden.

"Kontrakterne bliver ikke så beløbstunge, som man ser andre steder i branchen, men vi tror på, at fuld gennemsigtighed omkring pris og produkt vil resultere i kundevækst. Samtidig skaber det troværdighed og medfører længerevarende aftaler, hvilket er en fordel for os," siger Michael Madsen, der dog medgiver, at konceptet næppe vil passe alle typer kunder:

"Vores nye koncept rammer 80 pct. af kunderne. Det vil typisk være små og mellemstore virksomheder, der efterspørger skræddersyede løsninger indenfor vores fire produktfelter til markedets bedste sammenhæng mellem pris og kvalitet. Men der er naturligvis stadig plads hos os til kunder med ekstraordinære behov."

Inspiration fra trykkeri-branchen

Ideen til fastpris-konceptet stammer fra trykkeribranchen. I foråret købte koncerndirektør Anders Grønborg og bestyrelsesformand Esben Mols Kabell, fra LaserTryk.dk, 40 procent af Michael Madsens bureau. Vejen til succes for LaserTryk.dk har blandt andet været de synlige priser.

"Digital kommunikation er blevet et uundværligt redskab i næsten alle virksomheders vækststrategier, og det afspejler sig i bureaubranchens vækst. Men ligeså mange nye bureauer, der dukker op, ligeså uoverskueligt er det næsten også at gennemskue, hvad man får for sine penge. Det virker som om, bureauerne forsøger at overgå hinanden på nye og smarte termer, i stedet for at hjælpe kunderne hurtigt og effektivt til rimelige priser. Sammen med Michael har vi derfor vurderet, at markedet er modent til det nye koncept med fokus på klare priser, effektiv hjælp og god kundeservice," siger koncerndirektør Anders Grønborg, LaserTryk.dk og medejer af Outsource.dk.