Region Sjællands største grafiske hus fejrer 100 år

Det begyndte med et lille bogtrykkeri i Vestergade i Holbæk 1916. I dag er PrinfoHolbæk-Hedehusene-Køge Region Sjællands største grafiske hus. De 100 år markeres den 2. september med reception, guidede rundvisninger og arbejdende produktion, der viser teknologiens muligheder anno 2016.

<

En sommerdag i 1916 steg en mand i ren Matador-stil af toget på Holbæk Station for at etablere et bogtrykkeri i Vestergade. Både han og hans efterfølgere har siden haft så stor succes i branchen, at PrinfoHolbæk-Hedehusene-Køge på K.P. Danøsvej den 2. september kan markere sit 100 års jubilæum.

PrinfoHolbæk Hedehusene-Køge har inden for de sidste 12 år opkøbt seks større og mindre trykkerier samt kundekartoteker fra yderligere et par konkurrenter, der måtte dreje nøglen om.

Når Holbæk-trykkeriet markerer de 100 år den 2. september, bliver det med en kombination af reception, guidede rundvisninger og arbejdende produktion:

”Vi er naturligvis et trykkeri, men vi kan i dag meget andet end ”bare” at trykke og printe på papir. Vi kan bl.a. levere alt, hvad der er behov for til udstillinger og messer. Vi vil gerne vise det hele frem og inspirere vores gæster, så de får nogle gode oplevelser. Desuden får vi  besøg af papirgrossisten Antalis, der vil vise deres forskellige papirtyper. GroupM kommer og hygger om vores gæster med quiz, hvor de får hjælp af en robot. Ligeledes kommer en dronefotograf og en LEAN-agent”, fortæller Ib Plambech Hansen, der tager imod gæsterne på K.P. Danøsvej mellem klokken 11.00 og 16.00 – og naturligvis bliver de lette anretninger serveret på bakker med Prinfo- og OnPrint-logoer.