Opfordring: Stop med at bruge ordet 'bionedbrydelig'

Fødevareemballage bør ikke kaldes bionedbrydelig. Den engelske Foodservice Packaging Association (FPA) opfordrer nu til, at man stopper med at bruge ordet, og Grakom bakker op.

Det er misforstået at kalde fødevareemballage for bionedbrydelig, og det risikerer at skade miljøet, hvis forbrugerne tror, at emballage reelt er bionedbrydelig, siger FPA's direktør Martin Kersh til Packaging News.

"Når vi bruger begrebet bionedbrydelig, tror alt for mange, at en bionedbrydelig emballage vil forsvinde til ingenting i løbet af kort tid, uanset hvor den bliver smidt. Men det er at vildlede forbrugerne, fordi de kommer til at tro, det er i orden at smide fødevareemballage i naturen."

Ofte sker der en sammenblanding mellem ordene bionedbrydelig og komposterbar, hvilket ifølge Packaging News også udspillede sig for nylig i det britiske underhus, da en række politikere brugte de to begreber i flæng.

Grakom bakker op

Grakom er enig i FPA's krav om at stoppe med at bruge ordet bionedbrydelig.

"Det er faktisk en god nyhed for klima og miljø, at denne erkendelse breder sig," siger Grakoms miljøchef, Carsten Bøg.

"Begrebet "bionedbrydelighed" leder vores tanker hen på, at ting forsvinder naturligt. Men det gør det kun, hvis de rette forudsætninger er til stede, fx temperatur, fugtighed og underlag. Men jeg synes faktisk heller ikke begrebet "kompostering" er godt. Det leder også tankerne hen på, at et produkt bare kan smides på komposten, og så nedbrydes det af sig selv. Den rigtig betegnelse for disse emballagetyper burde nærmere være "industriel biokompostering", fordi komposteringen bl.a. kræver en ret varm proces."

Carsten Bøg understreger dog, at tryksager og emballager først og fremmest bør genanvendes i stedet for at blive komposteret eller bionedbrudt.

"Det er og bliver toppen i cirkulær økonomisk tænkning," slutter han.