Omsætningen steg i 2. kvartal

Efter mange coronarestriktioner er ophævet, stiger omsætningen blandt GRAKOMs medlemmer. Det viser en ny analyse fra GRAKOM.

Ophævelsen af flere coronarestriktioner har medført, at omsætningen steg i 2. kvartal blandt GRAKOMs medlemsvirksomheder, viser en undersøgelse fra GRAKOM.

Hvor omsætningen i 1. kvartal 2021 var 18 pct. lavere end i samme kvartal 2019, var omsætningen kun 6 pct. lavere i det netop overståede 2. kvartal i forhold til samme kvartal i 2019.

Samtidig er der tegn på, at omsætningen yderligere nærmer sig normalen, idet forventningerne er, at omsætningen i tredje kvartal ender 3 pct. under niveauet fra 2019.

”Kommunikationsindustriens omsætning er ikke langt fra at være tilbage på niveauet fra før corona. Medlemmernes besvarelser tyder på, at omsætningen er ved at være tilbage for alle virksomhedstyper, hvor vi under nedlukningerne har set, at nogle typer virksomheder har været markant hårdere ramt end andre,” siger Mads Lindegaard, cheføkonom i GRAKOM.

Læs hele undersøgelsen her.