Bilimportør får bøde på 250.000 kr. for ikke at angive kreditoplysninger på en fremtrædende måde.

Da K. W. Bruun Import A/S i juni 2016 reklamerede for finansieret køb af Citroen C1 ved en helsides­an­nonce bragt i Metroxpress den 10. og 17. juni 2016 og ved en annonce vist på 538 plakatstandere var ”det med småt” så småt, at Højesteret anså pligten i markedsføringsloven til at angive kreditoplysninger på en fremtrædende måde for tilsidesat.

I avisannoncen stod der ”KUN 995,-/MD.*” med stor hvid tekst på grøn baggrund i overskriften, mens standardoplysningerne blev vist lige under overskriften med en markant mindre sort tekst på grøn baggrund. På plakaten stod der ”KUN 995,-/MD.*” med sort tekst på hvid baggrund i plakatens nederste venstre hjørne, mens standardoplysningerne blev vist lige under overskriften med en markant mindre sort tekst på hvid baggrund.

Markedsføringslovens § 18, stk. 2 indeholder bl.a. en pligt for den erhvervsdrivende i forbindelse med markedsføring af kreditaftaler over for forbrugere til at angive en række bestemte oplysninger ”på en fremtrædende måde”. Oplysningspligten omfatter bl.a. renten, omkostningerne, det samlede kreditkøb, de årlige omkostninger i procent (ÅOP), kreditaftalens løbetid, kontantprisen, det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren og ydelsernes størrelse. Loven angiver ikke nærmere, hvad der menes med ”på en fremtrædende måde”.

Tekststørrelsen var afgørende

Oplysningspligten stammer fra forbrugerkreditdirektivet. EU-kommissionen har i en vejledning fra 2012 herom anført, at der i udtrykket ”på en fremtrædende måde” ligger, at teksten med standardoplysninger ikke må være for lille eller for svær at læse set i forhold til anden tekst i annoncen. Det fremgår endvidere, at særligt standardoplysningerne og det repræsentative eksempel skal skille sig ud i annoncen. Højesteret bemærkede, at udtrykket ”på en fremtrædende måde” måtte forstås som anført af kommissionen.

I forhold til den konkrete sag tiltrådte Højesteret af de grunde, der var anført af landsretten, at de pligtmæssige standardoplysninger i annoncerne efter en samlet vurdering af det visuelle udtryk ikke kunne anses for at være angivet på en fremtrædende måde.

Landsretten havde lagt vægt på, hvordan oplysningerne fremstod, sammenholdt med annoncens øvrige indhold i form af billeder og tekst, herunder at oplysningerne var skrevet med en markant mindre tekststørrelse end størstedelen af den øvrige tekst i annoncen.

Overtrædelse af oplysningspligten efter § 18, stk. 2 sanktioneres med bøde. Folketinget har i forbindelse med lovbehandlingen tilsluttet sig, at bevidste, grove, eller gentagne overtrædelser af markedsføringsloven bør straffes med bøder, der har en sådan størrelse, at de har en reel præventiv effekt.

Selskabet blev idømt en bøde på 250.000 kr., svarende til det dobbelte af selskabets markedsføringsudgifter, henset til at overtrædelsen var begået af en større erhvervsvirksomhed, der tidligere var dømt for samme.

Kilde: Højesterets dom af 9. januar 2019 i sag 109/2018 (1. afdeling) - Anklagemyndigheden mod K. W. Bruun Import A/S