Medier får flere dimensioner

Mennesket har altid søgt efter nye måder, til at kunne genskabe virkeligheden så realistisk som muligt. Men har vi efterhånden nået grænserne for, hvor mange dimensioner, medierne kan tage i brug?

Gennem tiden har medier fået flere dimensioner. Det skal forstås bogstaveligt, ikke som om at medierne er blevet dybere og mere komplekse og dermed fået flere ’dimensioner’ i deres indhold, selvom dette givetvis også er rigtigt – i hvert fald for nogle medier. Jeg taler om reelle, håndgribelige dimensioner i fysisk forstand, om end i lettere udvidet forstand.

Medier – forstået som varige og/eller masseproducerede gengivelser af viden, kunst eller propaganda – var til at begynde med todimensionelle. De var flade billeder og tekster hugget i sten, vævet i gobeliner, malet på lærreder, nedfældet på pergament og senere trykt på papir. Med introduktionen af radio og film for lidt over et århundrede siden blev der tilføjet en ekstra dimension – tiden – og det betød en enorm revolution i, hvad man kunne udtrykke med medier og ikke mindst, hvordan man fremstillede dem. Til at begynde med forsøgte man med blandet held at overføre todimensionelle mediers form til de nye medieflader (i øvrigt i sig selv et udtryk, der vidner om mediernes todimensionalitet).

Meget tidlig radio bestod af oplæsning af bøger, og mange tidlige film var blot filmatiseret teater. Bøgernes og teatrets begrænsninger blev overført til de nye medier, og først med tiden blev de nye mediers sande potentiale opfyldt.

For tiden er en tredje rummelig dimension ved at blive tilført de levende medier, som dermed bliver firedimensionelle. Den tredje rumlige dimension har været på vej længe – der har været vist 3D-film i biograferne siden 1922 i sort-hvid og siden 1952 i farve – men 3D-film og 3D-tv har haft svært ved at blive mere end et modefænomen, måske fordi den tredje rumlige dimension ikke har tilføjet ret meget til den todimensionelle flade. Ligesom de tidlige film havde svært ved at flytte sig ud over teaterscenens begrænsninger, har 3D-film haft svært ved at flytte sig ud over den flade films begrænsninger, måske fordi filmene ikke er ægte tredimensionelle, men blot stereoskopiske. ”2D+” ville være en mere ærlig betegnelse, men ville nok ikke have solgt nær så mange billetter.

Ægte 3D
Nu er den tredje rumlige dimension så småt ved at gøre sit indtog på mere reel vis via virtual reality (VR). Med VR-briller a la Oculus Rift eller papbrillen Google Cardboard, der forvandler en Android-telefon til et VR-headset, er vi sluppet fri af stereoskopiens begrænsninger. I ægte virtual reality kan man dreje hovedet til højre og venstre og op og ned og betragte en virtuel verden i alle retninger, og man kan endda i nogle tilfælde bevæge sig rundt i og udforske den virtuelle verden. På trods af at billederne typisk har ret dårlig opløsning, og at det kan tage noget tid for softwaren at danne billedet, når man flytter sig, føles oplevelsen mere virkelig end nok så detaljerede stereoskopiske film, som man altid betragter på afstand og aldrig rigtig bliver en del af.

Læs hele artiklen i Udkom 06 her