Kan tre ingeniører bygge en printvirksomhed?

Ser man på den succes, Illux er blevet, må svaret være et klokkeklart ja. Alligevel er Skanderborg-virksomheden langt fra færdigbygget, fortæller medejer (og ingeniør) Anders Langer Nees

 

Hvad er I for en virksomhed?
Vi er delt op i tre koncepter: Illux, som er hovedfirmaet, producerer groft sagt ting til væggen. Printede tapeter, lærreder og en masse andet. Kunderne er både private og virksomheder. Derudover har vi Elefantprint.dk, der egentlig er den klassiske storformatvirksomhed, der leverer messeudstyr, roll-up-bannere, facadeskilte, bilreklamer osv. Og så er den sidste del, der hedder Xprint, hvor vi har fokus på professionelle, altså fotografer. Det er fine art-print, altså den højeste kvalitet.

Hvad er baggrunden for Illux?
Vi startede Illux for 13 år siden, og dengang havde vi ingen planer om at producere selv. Vi er tre ingeniører, og vi har ingen erfaring fra printbranchen, så ville købe produkterne hos andre printvirksomheder. Men det viste sig ret hurtigt, at vi ikke kunne få de kvaliteter, vi forventede, så i løbet af et års tid begyndte vi at købe printere selv og trykke i en kælder – som det jo næsten hører sig til, når man starter en ny virksomhed.

Efter ca 6 år startede vi Elefantprint som et sideløbende koncept, for der havde vi produktionsudstyret til at producere i storformaet. Vi følte, vi havde noget at byde ind med omkring pris og kvalitet, så vi besluttede at prøve konceptet af, og det voksede stille og roligt til at blive lige så stort som Illux.

Hvad gør Illux unik?
Det er vi nok via vores fokus på online-delen. Vi tænker egentlig hverken lokalt eller nationalt, men udelukkende online. Vi har rigtig meget fokus på at få lavet rigtig god automatisering, så det er nemt at bestille og føre ordrer gennem produktionen. Vi har en inhouse webudvikler siddende her i Danmark, og derudover har vi eksterne udviklere i udlandet.

Det er måske også lidt specielt, at vi sælger en del til andre skiltevirksomheder, primært pladeprint og udfræsede bogstaver. Vi har nogle rigtig gode maskiner til det.

Hvad er jeres ambitioner for fremtiden?
Vi har ret højt til loftet. De seneste par år er vi vokset ca. 25 pct. om året, og hvert år bliver vi egentlig enige om, at det gør vi også til næste år. Konkrev vil vi gerne til udlandet. Vi har allerede webshops i både Norge og Sverige, og vi har oprettet et norsk datterselskab, som vi regner med at styrke i løbet af i år. Derudover satser vi på at kigge på flere nye lande.

Hvorfor har I meldt virksomheden ind i Grakom?
Vi har overvejet at melde os ind igennem længere tid, men vi tog egentlig beslutningen, fordi vi ville forbedre vores arbejdsmiljø. Det er et ret teknisk område, så vi ville gerne have hjælp til at fx at udfylde en arbejdspladsvurdering.

Vi søgte efter rådgivning på området, og der var flere udbydere, men det var stadig svært at finde hoved og hale i, og vi blev mere forvirrede, jo flere vi talte med. Men da vi så talte med Grakoms miljøafdeling, følte vi, at nu blev vi taget ved hånden og ført igennem, og derfor valgte vi selvfølgelig at melde os ind.

Fakta:
Grundlagt i 2006
20 ansatte
Placeret i Skanderborg
Læs mere på illux.dk og elefantprint.dk