Genåbningsplan: Nu er det igen muligt at afholde konferencer

Tirsdag blev der indgået en aftale om yderligere genåbning af samfundet. Med aftalen åbnes der for konferencer med op til 1.000 deltagere allerede fra den 6. maj

Tirsdag den 4. maj indgik regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet en rammeaftale omkring den videre genåbning af Danmark.

Den nye aftale åbner op for, at der igen kan afholdes konferencer og møder med erhvervsmæssige og faglige formål allerede fra den 6. maj.

Det bliver dog med en række restriktioner: Deltagerne skal blandt andet have coronapas. Samtidig er der krav til areal og afstand ligesom arrangementerne i det væsentlige skal være siddende.

Kravet til coronapas vil gælde uanset antallet af deltagere i arrangementet, og uanset om det finder sted udendørs eller indendørs.

I det første trin af aftalen kan der maksimalt være op til 1.000 deltagere i sektioner á 500.

”Den nye genåbningsaftale er godt nyt for den store del af GRAKOMs medlemmer, der lever af at folk mødes. Nu tages et skridt på vejen tilbage mod mere normale tilstande, hvor der igen kan afholdes fysiske konferencer, og man kan håbe på, at vi går et efterår i møde, hvor de sidste begrænsninger forsvinder,” siger Mads Lindegaard, cheføkonom i GRAKOM.

Messer
Af aftalen fremgår det også, at der fra den 21. maj ikke længere er begrænsninger på antallet af deltagere på messer. Her vil der dog også fortsat være krav til blandt andet coronapas og arealkrav.

Yderligere lempelser fra 14. juni
Fra den 14. juni er der udsigt til, at den øvre grænse for antallet af deltagere på konferencer ophæves. Der vil dog fortsat være krav til blandt andet coronapas samt krav om areal, afstand og værnemidler.

Fra 1. august er der planlagt en yderlige udfasning af restriktionerne. Der er dog endnu ikke taget stilling til, hvad udfasningen består af.

Du kan se hele aftalen her.