Danmarks største grafiske messe vendte omsider retur

Foto: Bent Nygaard

Foto: Bent Nygaard

Seneste Sign & Print lå tre år tilbage, så nyhederne måtte vel have hobet sig op. Der var naturligvis nyt, men der var først og fremmest faglig gensynsglæde.

Af Peter Engholm, journalist

Sign & Print kalder sig selv for ”Danmarks største messe for synlighed og grafisk kommunikation”. Man kan diskutere, om det ikke reelt er den eneste messe på sit felt herhjemme – og det ville i givet fald kun gøre Sign & Print så meget desto mere vigtig at deltage i.

Det særlige ved de seneste år er naturligvis, at der slet ikke har været en messe i fysisk forstand. Sign & Print i Odense Kongrescenter var således den første af sin slags siden 2019.

En af udstillerne var Sign Service, og CEO Benny Eriksen sagde:

”Vi er underleverandører til branchen, og vi har altid været på messen. Denne gang var vi spændte, om folk havde tiden til at gå på messe, for der er godt gang i branchen. Men de har taget sig tid, og nogle er kørt langt for at hilse på.”

Og netop dét at hilse på var i sig selv motiverende for at tage til Odense:

”Sign & Print er chancen for at kigge hinanden i øjnene igen – komme ud og give et håndtryk og høre, hvordan det egentlig går. Alt dette har vi manglet,” sagde Benny Eriksen.

Ditte Wandahl Nielsen, account manager i Stibo Complete, havde været to timer om at nå fra den ene ende af hallen til den anden. Det skyldes hverken gangbesvær eller en enorm messehal, men et udslag i dét, man kunne kalde ”alle-kender-alle syndromet”.

”Jeg er på messen for at få et overblik over nye materialer, og hvad der sker. Men det er i høj grad også netværket. Alle kender alle, og det handler også om nye samarbejder,” siger Ditte Wandahl Nielsen.

Netværksdelen blev understreget af, at Stibo faktisk havde en række grafikere på en kombineret bus- og inspirationstur til Sign & Print.

En eventuel usikkerhed for opbakningen til messen blev ryddet til side på åbningsdagen, hvor der var 10 minutters kø for at komme ind.

Men hvad er der så sket siden sidst?

”Løsningerne bliver stadig mere grønne. Også i storformat. Fra at være noget enestående og dyrt til at være det, der sælges mest af,” sagde Ditte Wandahl Nielsen.

Benny Eriksen supplerer:

”Jeg bemærkede de mange unge mennesker på messen. Det er dælme værd at tage med – og nej; de var der ikke kun for vareprøverne, men viser en ægte interesse fra en lidt skæv branche. Og det lover godt for fremtiden.”

GRAKOM var også til stede på Sign & Print, hvor markedschef Michael Brochmann siger:

”Det er i mere end én forstand mødet i virkeligheden, det handler om. Denne del af den grafiske branche vokser, for skilte og tryk på alle produkter kan noget, som online ikke kan – hvad enten det er stole, tapeter eller biler, der er pakket ind. Det åbner rum for kreativiteten.”

Han tilføjer:

”Samme virkelighedsnære følelse gør sig gældende på messen. Noget, som en online-oplevelse ikke kan give. Med FESPA Global Print i Berlin i maj-juni var det næppe så meget nyheder, at folk kom til Odense for. Men det var heller ikke afgørende. Det væsentlige er, at så mange fagfolk er samlet her.”

Markedschef i GRAKOM, Michael Brochmann

Fotos: Bent Nygaard