Stigende efterspørgsel på reklame- og gaveartikler

Efter en hård opbremsning på promotionmarkedet i foråret 2020 er efterspørgslen igen steget. Promotionbranchen forventer nu en højere omsætning i 2021 end i 2019, viser en ny analyse fra GRAKOM, som har taget temperaturen på det danske promotionmarked.

Der er igen kommet gang i den danske promotionbranche, som melder om stigende efterspørgsel på både reklame- og gaveartikler samt beklædning, viser en ny analyse fra GRAKOM.

”Det tyder på, at corona har sluppet sit tag i promotionbranchen, som nu oplever højere efterspørgsel end før coronaepidemien startede”, siger Mads Lindegaard, cheføkonom i GRAKOM.

Særligt efterspørgslen på gaveartikler forventes at stige i 2021 i forhold til 2019, men der er også forventninger til en øget efterspørgsel på reklameartikler.

Den stigende efterspørgsel smitter af på branchens forventninger til omsætningen for hele 2021, hvor store dele af branchen forventer en stigning.

”Over halvdelen af virksomhederne i vores undersøgelse forventer, at deres omsætning bliver lidt eller meget højere i år end den var før corona. Der er dog en vis spredning, idet der også er en tredjedel af virksomhederne forventer en lavere eller meget lavere omsætning”, siger Mads Lindegaard.

Læs analysen her.