Corona sætter fokus på bundlinjen

Der kommer til at blive mindre indkøb af merchandise og firmagaver på bagkant af corona-krisen, mener Pia Marie Schougaard, der er direktør i Coredesign. Vi har haft en snak med hende.

Coronakrisen har ændret hele oplevelsesindustrien med event- og promotionbranchen som nogle af de hårdest ramte.

Det har givet nogle andre udfordringer end dem, promotionvirksomhederne stod med ved indgangen til året. Vi har derfor spurgt et af DPA’s medlemmer, Pia Marie Schougaard, direktør i Coredesign, der ligger på Islands Brygge, om hvad hun ser som branchens udfordringer på kort og lang sigt.

”Strøgaver til events er næsten helt stoppet, bl.a. er DHL-løbet, Folkemødet og forårets mange konferencer og messer blevet annulleret og det var en rigtig stor post for alle i branchen, så det kan mærkes, når den omsætning mangler.”

Hun ser på en branche, som ligger i knæ med meget lave budgetter, marketingansatte, der er hjemsendte eller opsagte, og som slet ikke endnu er på vej til at komme i gang igen.

Det betyder, at fokus lige nu bør være et bestemt sted, mener Pia Marie Schougaard:

”Det er super vigtigt at kunne drive ledelse og evne at kunne styre sin likviditet og få nedbragt sin lagerbeholdning for at sikre at man som virksomhed kan klare sig. Så man skal ændre sit fokus fra vækst og omsætningsmål til bundlinjen og omkostninger,” siger Pia Marie Schougaard.

Hun er samtidig bange for, at Covid-19 får stor betydning for branchen, ikke bare på kort sigt, men også på lang sigt.

”Det at konferencer og store events er lukket ned kan få en blivende konsekvens, for jeg er bange for, at virksomhederne vil spare nogle events væk og skabe relationerne virtuelt i stedet for.” 

Pia Marie Schougaard fortsætter:

”I det hele taget tror jeg, vi skal se ind i en fremtid med mindre indkøb af merchandise og firmagaver, fordi virksomhederne vil allokere disse omkostninger/investeringer til andre områder i organisationen.”

Konsolideringer

Krisetider hænger som oftest uløseligt sammen med opkøb og konkurser, og Pia Marie Schougaard tror da også, at promotionbranchen vil opleve en konsolidering.

”Der er mange i vores branche, som kommer til at mærke tab på omsætning/ordreindgang. Og det vil betyde konsolidering, det er klart. Det kan være i form af alliancer og opkøb, og det kan også være, at vi kommer til at se kon-kollegaeer som desværre må dreje nøglen om og som bliver tvunget til at lukke helt ned,” siger hun.