Oprettet 11/05/2017

Rotér elever og løs praktikproblemet

Af Kasper Jessing, kommunikationschef, Grakom

FESPA 2017 handler ikke kun om at ’sparke dæk’ på de seneste nye skrig og grafiske løsninger, som kan give virksomhederne nye forretningsmuligheder. På fagmessens tredjedag var uddannelsen af specialister til det grafiske område til debat i Hamburg

De skinner pletfri i de uendelige messehallers halogenlys. Ny maskiner, der kan printe, trykke, skære i endnu bedre opløsning, flere farver, hurtigere og på alle mulige materialer. FESPA 2017 er et overflødighedshorn, der får mundvandet til at løbe på direktørerne og regnskabscheferne på overarbejde i excelarkene.

Men de milliondyre investeringer er i sidste ende ikke meget værd, hvis der ikke er veluddannede fagfolk til at betjene isenkrammet, til at optimere outputtet og til at finde og rette de fejl, der løbende vil opstå. Derfor har FESPA også sat uddannelsen af fagspecialister til debat på årets messe i Hamburg.

”Vi skal uddanne så mange elever, som vi kan, med bred erfaring, så vi har noget at rekruttere ud fra. I dag har vi intet at rekruttere ud fra,” fortæller Mike Goltermann, direktør i Skiltestedet ApS, da Grakom møder ham efter uddannelsesdebatten onsdag.

Antallet af praktikpladser til landets kommende grafisk teknikere er en bestående udfordring. Og udfordringen med tilgang af nye grafisk teknikere bliver ikke mindre af, at uddannelsen nu kun udbydes et sted i landet.

Men Mike Goltermann har en ide til, hvordan praktikpladsudfordringen kan løftes. Løsningen ligger lige for, mener han.
"Vi skal gå sammen i geografiske klynger og dele elever i en rotationsordning,” forklarer Mike Goltermann.

Ideen er, at eleverne kommer rundt på flere typer grafiske virksomheder, får prøvet mange forskellige ting og bliver vant til at være på arbejdsmarkedet, uddyber han.

Uddannelsepolitisk chef i Grakom, Anders Mosumgaard, er begejstret for forslaget. Med opbakning fra virksomheder, uddannelsessystem og ikke mindst eleverne kunne det både afhjælpe manglen på praktikpladser og løfte uddannelsens kvalitet, forklarer han.

"Vi er klar på at undersøge mulighederne i ideen, og hjælpe, hvor vi kan, med at fjerne forhindringer, der måtte stå i vejen for den," siger Anders Mosumgaard. 

Den uddannelsespolitiske chef vil i den nærmeste fremtid sætte sig ned med Skiltestedets direktør og vende mulighederne og udfordringer i en rotationsordning.

Hvad mener du? Vil en rotationsordning løse udfordringen med praktikpladser og styrke grafisk teknikeruddannelsen? Del din mening på Facebook.