Oprettet 12/10/2017

Nyt liv til QR-koden — men for sent?

Af Thea Møller Ronex, journalist, Grakom

Sådan bruger du QR-koden:

1) Opret
Det er gratis, og der er rigeligt med websider, hvor du kan lave en personlig kode.
En side som QRCode Monkey holder det simpelt.

2) Gør den personlig
Vælg den webadresse, du vil linke din kunde over til. Husk at inkludere ”https://” i starten. Uden det, virker den ikke. Personliggør med firmaets signaturfarver og indsæt logo.

3) Download
Hent koden ned på din computer, og indsæt den udvalgte steder på print og online.

4) Tydeliggør
Husk, at gøre det tydeligt, hvad det er, din kunde skal scanne for at se.

5) Skab merværdi
Hvis folk skal gøre en ekstra indsats for at scanne sig frem til dit budskab, så er der især to ting, der virker:

- Giv folk en nemmere måde at lave et køb på.
- eller giv dem noget, der gør, at de føler sig involveret.

6) Eksperimentér
Måder, du kan bruge din QR-kode, kan være:

- At lede dine kunder hen til et køb på en hjemmeside.
- I forbindelse med rabatkuponer og tilbud.
- Kunder der står med et printet eller fysisk produkt, kan ledes direkte hen til online kundeservice.
- Giv adgang til særligt indhold og tilbud, der kun kan opnås ved at scanne koden.
- Følg folk ind på virksomhedens sociale medier eller jeres app.

7) Gør dem nysgerrige
Hvis koden er printet på eksempelvis en madvare, så kan man lokke med en tekst såsom: Scan QR-koden for en fantastisk opskrift på banankage.

8) Tag højde for ændringer
Hvis du skal putte koden på eksempelvis print, kan det være en fordel at bruge de såkaldte ”dynamiske” QR-koder. De giver nemlig muligheden for at udskifte webadressen - selv efter at koden og produktet er gået i tryk.

Kilder:
qrd.by // Forbes

Apples nye iOS-opdatering giver håb for et comeback til den bortdømte QR-kode - og dermed også muligheden for at bygge bedre bro mellem print og online.

Den sorthvide, kubiske QR-kode var ellers spået død og evig bortgang. En af grundene har formentlig været, at uanset hvor god ideen er på papiret, så er QR-koder besværlige. Det kræver en dedikeret scanner-app for at oversætte den affotograferede kode til fx en hjemmesideadresse. Oven i det en del tryk på touchskærmen for at komme fra kode til destination. 

QR står for Quick Response – virkeligheden er alt andet end 'hurtigt responderende'. Indtil nu.

Forøg dit salg

I den nye iOS 11 er besværet (og sekunderne, det tager) reduceret markant. Man skal nu blot skal åbne iPhonens kameraapp og pege på QR-koden for at få hjemmesiden til at dukke op. Android-brugere må stadig bruge separate apps for nu.

Det er endnu uvist, i hvor høj grad den nye funktion kommer til at booste brugen af QR-koder, men da Danmark er et af de mest Apple-begejstrede lande, er det formentlig værd at holde øje. Udover at være et bekvemt tiltag for brugerne, øger det nemlig også muligheden for at konvertere kontakten med kunden i eksempelvis en annonce til et reelt salg.

Du kan læse mere om QR-kodens mulige genkomst i decemberudgaven af Udkom.

I den forbindelse vil vi gerne høre din mening — tror du på, at den korte vej fra kode til slutmål bliver en gamechanger for QR-koden? Del din kommentar på vores Facebookside

Se her, hvordan du scanner QR-koder med den nye iPhone-opdatering: