Oprettet 21/04/2017

Designere giver deres bud på nyt britisk pas efter Brexit

Af Nanna Dyrbye Benting, journalist, Grakom

Halvt blåt og halvt rødt, transparente visa-sider med røntgenbilleder eller en iriserende forside og skulderrem. Buddene var mange, da det London-baserede magasin Dezeen først på måneden udskrev en uofficiel konkurrence om at designe et nyt britisk pas. 



»Vi leder efter et design, som præsenterer et positiv syn på Storbritannien efter Brexit, og som repræsenterer hele rigets befolkning,« skriver Dezeen om konkurrencen på sin hjemmeside.

Alle kunne deltage uanset alder, profession og nationalitet. Over 200 bidrag blev indsendt – men det var en grafisk designer fra Skotland, Ian Macfarlan, som tog førstepladsen.

Passet vil højst sandsynligt ikke blive valgt af den britiske regering som det officielle pas, men Dezeen siger, at vinderdesignet vil blive præsenteret for det britiske indenrigsministerium.

Poetisk og stærk skotte vinder
Vinderpassets ydre er klassisk rødbederødt i bunden, men cirka halvvejs op mod toppen skifter det farve til en mørkeblå. Og det er ikke helt tilfældigt. Den mørkeblå farve er nemlig den samme farve, som det britiske pas havde før landets EU-medlemskab, og symboliserer derfor et Storbritannien før EU.

Det simple design blev af juryen kaldt poetisk, stærkt, elegant og tvetydigt.

»Det kan tolkes som en repræsentation af en glidende overgang, en nostalgisk tilbagevenden eller en uhæmmet mørklægning,« fortæller Dezeens chefredaktør Marcus Fiars og formand for juryen, i annonceringen af vinderen.

»Det er en værdig vinder, da vi søgte et design, som kunne repræsentere hele den britiske befolkning«.

Andre medlemmer af juryen pegede også på den historiske betydning i passets design.

»Det føles som om, at passet er en del af historien, fordi det inkorporerer det nuværende EU og det tidligere britiske pas,« fortæller jurymedlem og grafisk designer Margaret Calvert.

De ni bedste designs, inklusiv vinderen, vil blive udstillet på ”The Design Museum” i London samt under ”Clerkenwell Design Week” til maj.

Nyt pas til briterne
Dezeen udskrev designkonkurrencen, da afstemningen om at forlade EU, ifølge magasinet, har splittet Storbritannien i to.

»Størstedelen af de kreative stemte for at blive i EU. Men Brexit sker, om vi vil det eller ej. Derfor er det tid til at begynde at tænke på, hvilket billede Storbritannien vil projektere og prøve at skabe en positiv vision for fremtiden. Det kunne et nyt pas netop hjælpe med at opnå,« siger Marcus Fiars, chefredaktør på Dezeen.

Selvom Dezeens konkurrence er uofficiel, så er den alligevel blevet meget aktuel. I starten af april sendte den britiske regering produktion og design af et nyt britisk pas i udbud.

Pasdesign i Storbritannien skifter hvert femte år, så det er ikke nogen overraskelse, at udbuddet kommer nu. Til gengæld falder redsignet sammen med landets igangsættelse af Artikel 50, som indleder den to-årige proces, der går forud for det endelige farvel til EU-familien.

Det nye britiske pas udstedes fra 2019, og bliver derved det første britiske pas i mange år, som ikke kommer til at bære navnet på den Europæiske Union.